Ribe

Ribe

Ribe

Som Danmarks ældste by byder Ribe på en fascinerende historie som gammel middelalderby. Beliggende midt på vadehavskysten er der rig mulighed for at suge både historie og den smukke natur ind.

I byens centrum ligger Ribe Domkirke, Danmarks ældste domkirke, der siges at have huset de første danske kristne. Besøg kirken og lær om den lange dramatiske historie helt tilbage til grundlæggelsen i 948. Tag derefter turen op i Borgertårnet for en spektakulær udsigt, der strækker sig over vadehavet og helt til Esbjerg og Fanø. I den gamle middelalderlige bykerne kan der udforskes byliv med alt fra museer, til restauranter og shopping.

Snyd heller ikke dig selv for en tur ud i vadehavets nationalpark, hvor det særprægede vadehavslandskab kan opleves. Ved indgangen til nationalparken ligger Vadehavscentret. En arkitektonisk perle, der er tegnet af stjernearkitekten Dorte Mandrup, og som med sin stråtækkede flade bygning er et innovativt bud på, hvordan arkitektur kan smelte i ét med naturen.

Har man ikke fået nok af naturoplevelser kan man også gå turen ud til Mandø, hvis tidevandet vel og mærke tillader det. To gange i døgnet oversvømmer tidevandet vejen til Mandø, så du hverken kan gå til eller fra øen. Her kan du opleve naturen på dens egne betingelser.